Menu

POST Greenland ønsker vores regentpar hjerteligt tillykke med guldbrylluppet den 10. juni 2017

You are here

09/06/2017 - 16:00
OST Greenland ønsker vores regentpar hjerteligt tillykke med guldbrylluppet den 10. juni 2017

POST Greenland ønsker vores regentpar hjerteligt tillykke med guldbrylluppet den 10. juni 2017

Den 10. juni 2017 kan vort højt elskede regentpar fejre guldbryllup. POST Greenland, Posta Faroe Island og PostNord Danmark glædes over at kunne markere dette royale guldbryllup med denne fællesudgivelse i Rigsfællesskabet. Hvert af de tre postvæsner udgiver således et smukt miniark med samme portrætfoto af regentparret. Miniarket er skabt af kunstneren Jakob Monefeldt efter fotoforlæg af Torben Eskerod.

POST Greenland har valgt også at udgive frimærket i helark á 20 mærker samt i en stilfuld souvenirmappe, hvor vi har lagt os tæt op af det mappedesign, som vores nordatlantiske kolleger fra Posta Faroe Island meget venligt har stillet til rådighed for os.

Da Dronning Margrethe og prins Henrik blev gift for 50 år siden, varede bryllupsfestlighederne i godt to uger. De to mødtes i London i 1965, imens Dronning Margrethe dengang studerede på London School of Economics. To år senere, den 10. juni 1967, blev den danske tronfølger, Prinsesse Margrethe af Danmark, viet til sin franske diplomat, grev Henri de Monpezat. Det skete i Holmens Kirke i København. Bryllupsrejsen gik til London og Istanbul, imens Færøerne og Grønland var målet for det nygifte pars næste rejse.

Dronningen besøgte dog allerede for 57 år siden Grønland for første gang. Her var hun - i sin egenskab af tronfølger - blandt andet med til at indvie Margretheskolen i Upernavik. Det skete den 12. juni 1960. Dengang var Dronningen blot 20 år. Siden er det blevet til mange Grønlandsbesøg, fra 1967 i selskab med sin mand, som efter brylluppet i 1967 blev kendt som Prins Henrik - både i Danmark, på Færøerne og i Grønland.

Senere, da parret fik prinserne Frederik og Joachim, og snart tog dem med til Grønland, blev hele den royale familie omgivet af varme og glæde over alt, hvor de viste sig i det langstrakte land mod nord. Derved fulgte Dronningen og Prinsgemalen det spor, som dronningens far og farfar, Kong Frederik IX og Kong Christian X, havde lagt med deres Grønlandsbesøg. Derigennem knyttedes og styrkedes de varme bånd imellem kongehuset og Grønland, som eksisterer den dag i dag. Og følelserne er gengældte. Overalt i Grønland bliver Dronningen, Prinsgemalen, Kronprinsen, Kronprinsessen og deres børn ved hvert besøg mødt med stor varme og begejstring. For Dronningen er og bliver grønlændernes Dronning Margrethe, Prinsgemalen er og bliver grønlændernes Prins Henrik, og hele kongehuset er også grønlændernes kongehus.

På de mange rejser, som regentparret har været på sammen til Grønland, har Prins Henrik gennem årene erhvervet sig smukke grønlandske kunstgenstande. ”Det er genstande, jeg har indsamlet igennem næsten 50 år. Jeg besøger Grønland regelmæssigt og opdagede Grønland i 1967, da jeg blev gift”, sagde en tydelig glad prins Henrik ved en udstilling i Frankrig i august 2015.

Regentparrets seneste Grønlandstogt var i sommeren 2015, hvor det blev en ny folkefest. I Grønland ser vi også frem til fejringen af vort elskede regentpars guldbryllup den 10. juni 2017. Hendes Majestæt og Hans Kongelige Højhed længe leve!

POST Greenland ønsker vores regentpar hjerteligt tillykke med guldbrylluppet den 10. juni 2017

 

 


Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Med nyhedsbrevene får du mulighed for at følge med i aktuelle nyheder, udgivelser af frimærker og andre produkter, samt forskellige konkurrencer.