Frimærkeprogram 2020

Se oversigt over frimærkeprogrammet 2020 som pdf

Nok engang udgiver vi 24 nye frimærker og fire miniark. Samtidig fastholder vi prisen på vores årsmappe.

Rigtig god fornøjelse med vores 2020 frimærker. 

Udgivelse d. 28. februar 2020:

  • Sissi Møller har skabt to stemningsfyldte frimærker til vores serie om ”Miljø i Grønland”. Som ved de seks foregående frimærker i serien er også disse trykt i offset på selvklæbende papir. Begge frimærker udkommer i helark. 
  • Serien om ’Arktiske ørkener i Grønland’ afrundes på fornemmeste vis. Naja Abelsen har skabt frimærket, der er trykt i offset. 
  • Bertil Skov Jørgensen har på ny skabt et yderst seværdigt frimærke, der gengiver en gammel grønlandsk pengeseddel. Der er tale om det syvende frimærke i serien. Frimærket er trykt i kombineret offset og lasergravure og udkommer både i helark og som miniark.
  • Martin Mörcks betagende serie om ’Fisk i grønlandske farvande’ fortsættes med yderligere to frimærker. På ny er frimærkerne trykt i offset. 

Udgivelse d. 16. april 2020:

  • Hendes Majestæt Dronningens 80-års dag markeres også i Grønland. Den internationalt kendte kunster Aka Høegh har skabt et utroligt smukt portræt af vores regent. Frimærket udkommer på selve majestætens 80-års dag. Dette frimærke inkluderes i vores abonnementsudsendelse af 18. maj. 

Udgivelse d. 5. maj 2020:

  • 75-året for den berømte Amerikanerserie markerer vi på et flot miniark, der udkommer på selve befrielsesdagen. Dette miniark udsendes også i abonnementet af 18. maj.

Udgivelse d. 18. maj 2020:

  • Vi afrunder Naja Rosing-Asvids markante serie om ’Grønland under 2. verdenskrig – set med grønlændernes øjne’. De to sidste frimærker i serien er trykt i kombineret offset og lasergravure. Martin Mörck er nok engang manden bag gravuren. Begge frimærker udgives også i en flot souvenirmappe. 
  • ’Kunstværk i nationalsamling’ er i år det fælles tema Sepac-serien. De små europæiske postvæsners netværk fortsætter derved det frimærkemæssige samarbejde, hvor alle åres Sepac-frimærker samles i en fælles mappe, som udkommer til september. 
  • For sidste gang udgives frimærker i den fælles nordiske ’Norden’ serie. POST Greenlands to frimærker i serien er skabt af den kreative multikunstner Miki Jacobsen. Temaet for udgivelsen er: Pattedyr. 

Udgivelse d. 3. august 2020:

  •  I Grønland er barnets første skoledag en helt særlig festdag for hele familien. Kunstneren Lisbeth Karline har på smukkeste vis illustreret denne helt særlige dag på et frimærke trykt i offset. Dette frimærke inkluderes i abonnementet af 14. september. 

Udgivelse d. 14. september 2020:

  • De fire grønlandske huse i Danmark yder et stort og prisværdigt arbejde. Derfor er Grønlænderhusene udset som modtager af overskuddet fra salget af tillægsværdifrimærket 2020. Bolatta Silis-Høegh har skabt det smukke motiv til frimærket, som udkommer i helark, miniark og i en flot souvenirmappe. 
  • Årets EUROPA-frimærketema er ’Gamle postale ruter’. På en af sine flyvninger via Grønland agerede legendariske Charles Lindbergh også postmand. Dette har vi gengivet på to flotte frimærker, der er trykt i offset og udkommer i helark, samt i et selvklæbende hæfte med seks styk af hvert af de to EUROPA-frimærker. 
  • Sparemærker spillede en meget interessant rolle i 1900-tallets Grønland. De første to frimærker i en ny serie om dette historiske tema er grafisk designet af Nina S. Kreutzmann. 

Udgivelse d. 6. november 2020:

  • Grønlandske spillefilm har i årtier begejstret publikum verden over. Derfor dedikerer vi en helt ny serie frimærker til dette interessante tema. Vi lægger ud med to klassiske film, der stadig er yderst seværdige. 
  • ’Spøgelseshistorier i Grønland’ er en anden ny serie, der ser dagens lys i 2020. Til efteråret afslører vi navnet på kunstneren bag frimærkerne i hele denne serie. Vi starter med to frimærker og ser meget frem til at udgive dem.
  • I 2018 var vores julefrimærker forsynet med duft af henholdsvis gran og kage. I 2019 var de påtrykt specielle lyseffekter. Der arbejdes på også at gøre julefrimærkerne 2020 specielle. 
  • Som altid afrundes frimærkeåret med vores populære årsmappe, der vil indeholde et eksemplar af alle 24 frimærker og alle fire miniark. Også i 2020 udgiver vi frankeringsmærker. Det nye sæt à 4 selvklæbende frankeringsmærker udkommer også den 6. november.