For anden gang har POST deltaget i en frimærkeudstilling i Kina.
Det skete i forbindelse med ”CHINA 2011” i Wuxi, 11. - 15. november. Wuxi ligger i Kinas sydlige Jiangsu provins, godt 125 km nordvest for Shanghai, og har over 4,5 millioner indbyggere.
CHINA 2011 var samtidig den 27. internationale asiatiske frimærkeudstilling, en årligt tilbagevendende begivenhed. Udstillingen trak købeivrige samlere, postvæsner og frimærkehandlere fra alle verdenshjørner. Naturligvis var langt størstedelen af kunderne på CHINA 2011 kinesere, som var kommet for at erhverve sig frimærker fra de ”eksotiske” lande fra resten af kloden.
CHINA 2011 foregik i det store, imponerende messekompleks ”Wuxi Taihu International Expo Centre”. I timerne før åbningen stod tusinder af forventningsfulde og smilende kinesere i lange køer for at løse billet.
POST Greenlands stand blev under hele messen meget velbesøgt. Desuden var salget meget tilfredsstillende, hvilket gjorde det til en endnu festligere begivenhed. POST Greenland fik således knyttet kontakt til mange, nye sydkinesiske samlere af grønlandske frimærker; samlere som POST Greenland ser frem til at betjene på bedste vis fremover.
I løbet af de fem udstillingsdage lagde over 150.000 besøgende vejen forbi de mange stande og udstillingsrammer. Så det roligt fastslås, at CHINA 2011 blev det kæmpe tilløbsstykke, som både arrangørerne og POST Greenland havde håbet og troet på.
Læs mere om CHINA 2011 på www.wuxistamp2011.com