Dronningens 40-års regentjubilæum på grønlandsk frimærke

I dag udgiver POST Greenland, i samarbejde med postvæsnerne fra Færøerne og Danmark, et frimærke i anledningen af H.M. Dronningens første 40 år på tronen.

 

POST Greenland er stolt over i dag at kunne udgive et stort og smukt frimærke med Hendes Majestæt Dronningens motiv. Det er kunstmaler Mikael Melbyes portræt, som pryder frimærket, mens Martin Mörck står bag selve frimærkegravuren.

Frimærket er en fællesudgivelse i samarbejde med Post Danmark og Posta Faroe Islands. Frimærkeudgivelsen markerer Majestætens 40-års regeringsjubilæum, en festlig begivenhed som markeres i hele Rigsfællesskabet her i 2012. 

Da Hendes Majestæt Dronning Margrethe II (Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid) besteg Danmarks trone den 15. januar 1972, udråbt af daværende statsminister Jens Otto Krag, fik Grønland og Færøerne også en ny regent med en stor forkærlighed til nordlige dele af kongeriget.

Dronning Margrethe II har en stor plads i det grønlandske hjerte. Dronningen er blandt andet kendt for sine mange rejser til Grønland, hvor hun har besøgt byer såvel som bygder på både vest- og østkysten, samt i det nordlige Grønland. Ved specielt to store lejligheder har det været en ekstra stor ære at have Majestæten på besøg. Den første store lejlighed var ved overdragelsen af hjemmestyreloven den 1. maj 1979 til daværende landstingsformand Lars Chemnitz på selve dagen for ikrafttrædelse af hjemmestyreloven, og igen i selvsamme landstingssal, da selvstyreloven blev overrakt til landstingsformand Josef Motzfeldt den 21. juni 2009.

Vi i Grønland ønsker vores Majestæt hjerteligt tillykke med regentjubilæet, og ser frem til næste gang, vi får lov til at byde Dronningen velkommen tilbage til Grønland.

Spørgsmål bedes rettet til frimærkechef Allan Pertti Frandsen, apf@tele.gl, tlf. +299 341810.

Inussiarnersumik inuulluaqqusilluta/Med venlig hilsen

POST Greenland

TELE-POST • POST Greenland • Filatelia Postboks 121 3913 Tasiilaq • Tlf.: +299 98 11 55 • Tlf.: +45 70 26 05 50 • Fax: +299 98 14 32