Årets grønlandske frimærke 2010
Vinderen i valget af årets grønlandske frimærke 2010 er fundet!

Siden 1999 er årets smukkeste grønlandske frimærke blevet kåret. Det foregår i en årlig afstemning, hvor alle årets frimærker er på valg. Alle er stemmeberettigede til dette valg, uanset om man bor i eller uden for Grønland.
Afstemningen om årets grønlandske frimærke 2010 blev kørt via POST Greenlands gratis samlerblad Greenland Collector, i dagspressen, online på www.stamps.gl, m.m. Hele verden kunne derved stemme. Valget foregik blandt de i alt 20 frimærker, som POST udgav i 2010.
Vinderfrimærket blev G446, et smukt offsetfrimærke med fotoforlæg af hoffotograf Steen Brogaard.
Frimærket udkom den 16. april 2010, da Hendes Majestæt Dronningen fyldte 70 år. Dorit Olsen har stået for typografien. Nummer to i konkurrencen blev frimærke G436 med isbjørnen tegnet af Maria Panínguak’ Kjærulff, mens Martin Mörcks frimærke G453 med motiv af skibene Isabella og Alexander blev nummer tre.
Blandt alle modtagne stemmer trak POST i marts lod om hovedpræmien i konkurrencen: 10.000 kroner. Vinderen af hovedpræmien blev Jean Claude Drouhin fra Soissons i Frankrig. POST Greenland ønsker hr. Drouhin hjertelig tillykke med hovedpræmien.
Udover hovedpræmien blev der trukket lod om 10 flotte præmier i form af POST Greenlands årsmappe 2010, hvori alle 20 frimærker fra sidste år er indsat.
Navnene på de ti heldige vindere af Årsmappen 2010 er:
- Jaume Cot, Barcelona, Spanien
- Bergeton Jensen, Ankenesstrand, Norge
- Isak Poulsen, Nuussuaq (Nuuk)
- Lars-Erik Moden, Åkersberga, Sverige
- Najannguaq Sethsen, Maniitsoq
- Renate Ensthaler, Hamburg, Tyskland
- Lisa Jakobsen, Nuussuaq (Nuuk)
- Mona Mikaelsen, Ittoqqortoormiit
- Nikolaj Dam-Bülow, Hinnerup, Danmark
- Hans Bey, Oldenburg, Tyskland
Årsmapperne er fremsendt til modtagerne.
POST Greenland takker alle, der deltog i valget og som var med til at gøre det til en festlig begivenhed. Valget om Årets grønlandske frimærke 2011 skydes i gang til november.